En god historie

”Man kan leve længe på sådan en tur,” siger Gerda Nielsen, Kolding, som med sine 78 år var alderspræsident på rejsen.Men alderen var dog ikke noget problem for Gerda Hun meldte sig ind i Dansk Vandrelaug for et år siden, og hendes eneste længere vandretur har været ”Jylland på tværs” med DVL i Kolding i 2005. Hun var en af de få, som gennemførte alle seks etaper.Hvordan forløb selve vandringen?”Det var pragtfuldt. Jeg sørgede for at komme af sted i tide om morgenen, så jeg havde altid mange bag mig, og nogle forude. Men ofte gik jeg mutters alene og nød udsigten. På et tidspunkt, hvor jeg gik alene, kom der en ung pige med knaldsort hår forbi mig og spurgte: ”Alles okay?”. Det var dejligt at vide, at man kunne give hinanden en hånd, selvom man ikke kendte hinanden. Og vi kunne gå i det tempo, vi havde lyst til. Man skulle ikke skynde sig.Men det var på grund af bussen, jeg turde melde mig. Der gik dog mange dage, førend jeg tog bussen i stedet for at vandre. Det var en dag, hvor jeg fik at vide, at det næste dag ville blive en stroppetur på grund af stigninger i terrænet.”Hvad var den største oplevelse på turen?”Det var at vandre i naturen. Der var fantastisk flot. Bjergene, vegetationen. Vi så gamle stenhuse, som var nogle forfærdelig gamle rønner. Men skulle ikke tro, der boede folk i dem, men det gjorde der. Jeg var også glad for fællesskabet – for at få snakket med så mange forskellige mennesker.”Hvad fik du ud af rejsen?”Det er den bedste ferie, jeg har haft. Men også den mest anstrengende. Jeg føler ikke, at jeg har forandret mig – eller er blevet mere troende, end jeg var. Kirkerne var flotte, men det var begrænset, hvad jeg forstod af messerne. Pilgrimspasset fravalgte jeg, fordi det bare ville komme til at ligge i en skuffe.Jeg hopper på igen – hvis der bliver en tur til. Også selvom jeg er blevet et år ældre.Jeg vil vandre ruten igen – alene
Kirsten Thiim Bertelsen, 53 år, fik en lidt anderledes tur end de fleste, for hendes fødder og ben havde det ikke godt i varmen. Men det tog hun med godt humør og i stedet sugede hun til sig af oplevelser.Hvad synes du om den måde, turen var skruet sammen på, med bus og vandring?Både positivt og negativt. Hvis man ikke var i stand til at gå, så kunne man tage bussen – det benyttede jeg mig af en enkelt dag – det var lækkert, at bagagen blev transporteret. Selvom vi kunne gå i vores eget tempo, satte vi os ikke bare et godt sted og lod hånt om tiden. Det var vi for velopdragne til. Vi vidste, at så var der nogen, der skulle vente på os.Vi vandrede nogle flotte steder og oplevede et meget afvekslende terræn med mange stigninger. De ruter, vi vandrede, var valgt med omhu, og resten kørte vi med bus. Det fungerede godt.Hvordan oplevede du vandringen?Jeg vidste godt, at jeg havde et svagt punkt. I januar var jeg blevet opereret i det ene knæ, men lægen havde givet mig grønt lys for at tage med. Faktisk er vandring en god måde at bevæge sig på, fordi det ikke belaster kroppen. Men varmen gjorde, at fødderne hævede, og jeg fik væske i knæene. Det var svært bare at få støvlerne af og på. Bortset fra den ene dag vandrede jeg hver dag, selv om det gjorde ondt i fødderne ind imellem.Jeg havde vandrestave med, og dem havde jeg glæde af. Jeg havde forberedt mig ved at tage på nogle DVL-ture og vandre for mig selv. Hvor var din største oplevelse?Det er svært for mig at sige. I O Cebreiro gik vi oppe i skyerne, det grå regnlandskab og de tunge stenhuse var fantastiske at se på. Råt og barskt på én gang.Det var interessant at få kontakt med befolkningen, som jeg oplevede som meget venlig, interesseret og hjælpsom. Jeg kunne ikke spansk, men lærte nogle gloser, og i Santiago talte jeg med flere – og selvom vi ikke helt forstod, hvad vi fortalte hinanden, var det hyggeligt. Når man viste interesse for stedet, blev man venligt modtaget.Hvad fik du ud af turen?Det meditative – det med at trænge dybt ind i sig selv – det fik jeg ikke så meget ud af, som jeg troede. Busturene gjorde, at man blev revet ud af det. Men takket være turlederen Kirsten Rasmussen blev vi hele tiden mindet om, at det ikke var en hvilken som helst rute, vi vandrede på.Har du lyst til at tage på en lignende vandreferie igen?Jeg har meget, meget lyst til at gå ruten igen. Men så skal det være alene, og alle 850 km. Turen har næsten givet mig mere lyst til at vandre. Det er de lange seje træk, der siger mig noget. Dem, der giver distance til hverdagen, dem, hvor man ikke skal konkurrere, men kan koble helt fra og koncentrere sig om de helt enkle ting som at finde steder, hvor man kan overnatte, spise, vaske osv. Vandreferien giver noget helt anderledes end storby- eller badeferien. Der er en anden ro over den.