En anbefalet vandre tur

Trods feriemylder på Københavns Hovedbanegård den 28. juni var der ikke mange med Kalundborg-toget kl. 9.50. Da jeg ikke længere orker at bære 18 kilo på ryggen til en telttur, havde jeg læsset de halve på en solid ”pensionist-trolley”.I gråvejr passerede vi Nekselø og nåede ”hovedstaden” Sejerby efter en times sejlads, (Havde været her med båd i ti minutter for mange år siden, hvor vi lagde os uden på en gammel pram, men blev jaget ud af havnefogeden).Sejrø er 11 km lang, og 2 km på det bredeste sted, og campingpladsen ligger på den modsatte (østlige) side af øen. Jeg var spændt på, hvordan det var at trække op ad bakke, men det gik fint forbi kroen og gadekæret op til bygaden. Denne var en af de to langsgående landeveje, som nærmest danner en sløjfe med knudepunkt på midten af øen. Jeg supplerede min sparsomme proviant og fulgte skiltningen nedad mod campingpladsen. En tidligere bondegård.Her lå imidlertid kun receptionen og TV-stuen. En bakke spærrede for udsigten til selve pladsen, som man nåede ved at følge nogle grusveje halvanden kilometer uden om efter et udleveret kort. Jeg slog mit telt op et sted, hvor jeg kunne få formiddagssol. På et areal bagved legede en flok drenge og piger i 10-års alderen fra ”fritteren” i Albertslund. De fortalte, at der førte en sti tilbage til receptionen over bakken.Efter aftensmaden, tilberedt på mit lille gasapparat, ville jeg ringe hjem som lovet. Men mobilen var flad, idet jeg et par dage før havde tabt den i Kulhus Havn, da jeg skulle hjælpe med at fortøje en båd. Batteriet holdt nu kun 12 timer, så jeg måtte tilbage til TV-stuen for at finde en stikkontakt og valgte stien.Det var god opvarmning til dagens vandretur at skulle over bakken efter mælk til morgenhavren, og stadig i gråvejr drog jeg af sted mod øens nordligste punkt, Gniben, i forventning om at se en masse til havet. Men udsigten var stadig dækket af en række afrundede morænebakker. Mod vest var der heller intet vand at se. Havde det ikke været for mågernes skræp og en flok strandskader, som pibende med deres lange røde næb fløj henover, kunne jeg lige så godt have befundet mig midt på fastlandet. Bortset fra en mand på en traktor mødte jeg ingen mennesker. Som en begyndelse til sommerens hedebølge brød solen frem på den sidste kilometer, inden Gniben fyr dukkede op på den 15 meter høje klint. Herfra var der en pragtfuld udsigt over Kattegat til Samsø, og i kikkerten kunne Jylland lige anes i horisonten. På den smalle forstrand stod en masse skarver med vingerne ude til tørre og lignede fugleskræmsler, idet deres fjerdragt er mindre vandtæt end andre fugles.Efter et stykke langs øens vestvendte strand søgte jeg op på vejen igen ved det ene af øens to sommerhusområder. I hårnålesvinget, hvor vejen sløjfer rundt, dukkede bussen op. Jeg hoppede på og kørte tilbage ad samme vej, som jeg var kommet. Der var ikke andre passagerer, og jeg fik en god snak med chaufføren. Tilbage i Sejrby var jeg inde i den 800 år gamle, smukt dekorerede kirke med et af landets ældste kirkeskibe, Trefoldigheden (Chr. 4.s admiralskib). Som nævnt mødte jeg ingen på landevejene, men her i byen hilste alle på hinanden. På vej tilbage til campingpladsen passerede jeg kulturhuset, hvor et blandet kor var i færd med at øve. Døren stod på klem, og jeg stod et øjeblik og nød skønsangen.Natten blev kold, så jeg måtte have ekstra tøj på, men efter en lang, dyb søvn vågnede jeg først ved halvnitiden badet i sved, idet solen var nået hen til teltet og havde opvarmet det til sauna-grader. Via Sejrby gik jeg nu sydpå langs stranden, hvor jeg kørte i går. Havet lå spejlblankt. Markerne flimrede af varme og skinnede rødt af valmuer. Inden Mastrup var min vandflaske tom, og jeg måtte ind i et sommerhus, hvor de var så venlige at fylde den op.Grusvejen blev til hjulspor. Til venstre for mig hævede landet sig og endte i en lille skov, hvorefter øen sluttede med et oversøisk rev på et par kilometer. Længe havde jeg set solen reflektere i en bil derude Det viste sig at være et ægtepar, som jeg havde talt med på campingpladsen. Parret var her for at fiske.Revet snævrede efterhånden ind til kun at være få meter bredt, og jeg vendte om, inden de mange søfugle blev forstyrret i deres siesta. Frokosten nød jeg ved en stendysse oppe i det grønne og fortsatte gennem skoven til en trampesti på modsatte side af øen og forbi dennes højeste punkt, Kongshøj, 30 m.o.h. Man måtte ikke færdes nedenfor på stranden her i tejstens yngleperiode, hvilket mågerne levede højt på. Stenene var hvide af deres efterladenskaber. De sorte tejster med deres hvide vingepletter så jeg kun en enkelt af.I Mastrup ventede jeg en time på bussen, som jeg tog med helt op omkring nordøen, og fik dermed også set dennes vestlige side, hvor disse for Sejrø så karakteristiske kystbakker ligger lidt mere spredt.Da jeg næste formiddag trillede ned til 11.20-afgangen, var der ingen færge. Havde set forkert på fartplanen. Det var lørdag, og færgen var sejlet en time tidligere end om hverdagen, og der var fire timer til den næste. Godt jeg ikke er her som turleder, tænkte jeg. Havnefogeden var ny, men den gamle pram lå stadig ved molen, nu fyldt med sten og cement, og der stod naboerne og kastede forgæves snørerne ud. De fik heller ikke bid her og inviterede mig med til frokost på campingpladsen. Og – i sidste øjeblik – nåede jeg færgen kl. 15.20.